Workshop

Lær bedragets kunst

For at underholde med illusioner af det umulige skal en tryllekunstner ikke bare være fingernem, men ekspert i anvendt psykologi og en skuespiller med styr på flere virkeligheder på én gang.

Nicolaj tilbyder workshops på fritidsklubber, hvor de unge deltagere arbejder med sig selv på en måde, de aldrig har prøvet før. De lærer fysiske og psykologiske teknikker til at manipulere menneskers opfattelse, sætter den viden kreativt i spil ved at udtænke deres egne trick og træner deres sociale og performance-evner gennem optræden for hinanden.

I denne sjove og anderledes workshop udvikler deltagerne en forståelse for andre menneskers tankeproces og ikke mindst for dem selv. Især skal de tøjle den naturlige uro ved at holde noget hemmeligt. Det hjælper dem i alle situationer, hvor lammende selvbevidsthed kan holde deres præstationer tilbage, f.eks. eksamener, jobsamtaler og dates. De lærer at tænke ud af deres eget hoved og hvile i sig selv trods presset fra skeptiske øjne.

Workshoppen er gratis for fritidsklubber i Københavns Kommune via knappen nedenfor. Men er du del af en anden organisation eller arrangement, som kan bruge et unikt fagligt indspark, så kontakt Nicolaj til en uforpligtende snak.

Opdag, hvordan en tryllekunstner tænker for både at bedrage og underholde.